Her er en historie, som jeg har fået lov til at dele med jer. Rigtigt mange oplever, at nervøsitet kan påvirke stemmen og sætte den helt ud af kraft. Det er ret normalt, og dette er én af de historier – men heldigvis har den en happy ending.
Vi fik nemlig knækket koden, og den seje kvinde i historien tog øvelserne til sig. Nu er hun fri af den negative nervøsitetsspiral, som før lammede hende (og stemmen). Og hun kan langt bedre formidle alt det, hun har at byde på.
Man kan slå knuder på sig selv af nervøsitet
Jeg underviste en ung forretningskvinde, som var ved at etablere sig inden for international handel. Hun var veluddannet og ekstremt dygtig til sit arbejde. Men hver gang hun skulle præsentere sig selv og sin forretning, gik hun i stå og blev usikker på sig selv.
Pulsen steg og halsen snørede sig sammen. Hun fik endda propper i ørerne, så hendes stemme lød mærkelig og fremmed for hende selv. Og det gjorde hende bare endnu mere nervøs. Hendes stemme blev lille og tynd og knækkede over. Det var et mysterie for hende, hvorfor propperne i ørerne kom. Hun var overbevist om, at det var nervøsiteten, der skabte dem.
“Trækker du vejret, før du taler?”
I vores første session var det tydeligt for mig, at hun helt glemte at trække vejret ordentligt, når hun skulle være “på”. Hun blev meget nervøs, trak skuldrene op om ørerne og holdt vejret. Og i sin koncentration for at gøre det godt fik hun spændt i kæberne – så meget, at det gav hende propperne i ørerne.
Hun kunne pludselig høre sig selv igen
Vi lavede forskellige øvelser for krop, stemme og vejrtrækning og gik i gang med at afspænde kæbens lukkemuskler. Da vi kom til den muskel, man i nørdekredse også omtaler som “kæbens holdningsmuskel” (Musculus Temporalis) – så slap propperne i ørerne endelig. Hun kunne høre sin egen stemme klart og tydeligt igen.
En positiv dominoeffekt var vejen frem
Det hjalp utroligt meget på hendes nervøsitet at opdage, at propperne kunne forsvinde igen med en simpel afspænding af kæben. Nu kunne hun koncentrere sig om at trække vejret og få fremført sin præsentation i et roligt tempo. Hun var på vej til at finde sin egen kraft og selvtillid som taler og som ambassadør for sin virksomhed.